Hvis man for alvor mangler et godt fotoprojekt, kan jeg varmt anbefale et projekt365.
Konceptet er enkelt: Tag et billede hverdag i et helt år. Og man kan opbygge det lige præcis som man har lyst til, f.eks. samme motiv hver dag, samme brændvidde (f.eks. 50mm), sort/hvid osv. Eller man kan bare tage de billeder der falder en ind i løbet af dagen. Mulighederne er uendelige.
Jeg har kørt projekt365 tre gange nu, i 2010, 2015 og 2020 og jeg glæder mig stadig over de billeder jeg har taget. Du kan se dem alle i galleriet. Ikke fordi det er fantastiske billeder, men hele historien, dag for dag, gennem disse år er jo foreviget og netop det dagbogs-mæssige aspekt er sjovt.
Da jeg startede første projekt i 2010 havde jeg fastlagt alt for mange dogmer fra starten. De forsvandt dog løbende, da jeg opdagede hvor lang tid jeg egentlig brugte på det. Det endte med et enkelt dogme: Der måtte ikke være to ens billeder i løbet af året.
Tidsforbrug
Jeg endte dog op med at have brugt ufattelig meget tid på det første projekt i 2010. Da jeg løseligt havde brugt en time om dagen med at køre, tage billeder, redigere og uploade blev det jo sammenlagt til 365 timer – eller 10 fulde arbejdsuger. Det var alt for voldsomt meget tid.
Da jeg i 2015 startede på anden omgang var det også med en meget større bevidsthed om selve projektets omfang og med meget færre dogmer: Ingen regler, selv mobiltelefonen måtte bruges. Det gjorde projektet meget nemmere at håndtere og jeg brugte markant mindre tid på det. Jeg ville dog uploade mine billeder dagligt til Flickr og det blev lidt for stressende.
Så da jeg gik i gang med 2020 versionen var alle regler og dogmer forduftet. Billederne blev uploadet når jeg havde tid og nogle dage var det end ikke et billede fra selve dagen, der blev dagens billede. Denne tilgang gjorde, at det faktisk blev ret sjovt og på ingen måde stressende.
Tid til at lære noget nyt
Det rigtigt gode ved et så stort projekt er, at man bruger mange timer med sit kameraudstyr. Og med det har man masser af muligheder for at øve sig på nye teknikker. I løbet af 2010 havde jeg således fået øvet mig på lukkertid, blænde, ISO, flash, panorering, natfoto, modlysbilleder, HDR, komposition og meget mere.
Og fordi jeg altid havde mit kamera med mig, fik jeg også selve kameraets funktioner ind under huden, så jeg instinktivt vidste hvilke knapper jeg skulle trykke på for, at få netop det billede i kassen jeg havde forestillet mig.
Som en bonus til alle de gode billeder blev jeg altså også en meget bedre fotograf i løbet af det år.
Så jeg kan kun anbefale dig, at give dig i kast med et projekt365.
Inspiration på nettet
Du kan finde masser af inspiration på nettet – eller her i mine gallerier – hvis du ønsker at give dig i kast med et fotoprojekt. Der findes kalendere med inspiration til dagens billede, som du enten kan følge slavisk (anbefales ikke) eller som du kan plukke ud fra, når inspirationskilden løber tør. Og tro mig – det gør den altså nogle gange!
Hvis man ikke kan overskue et helt år er der også mange andre mindre, og mere overskuelige, projekter som f.eks. et billede hver dag i en måned, et billede hver uge i et år, et fotomarathon osv. Husk der er ingen regler og du bestemmer selv.



